Fraskilt, midaldrende og alene vender Strindberg efter ti år på landet tilbage til sin fødeby Stockholm. Han opsøger gamle venner, men finder at de ikke mere er sig selv – det eneste de har tilfælles er minderne. Ingen taler om fremtiden, men kun om det forgangne, som om tiden ikke længere findes. Han trækker sig tilbage i en selvvalgt ensomhed. I stedet for at gå på værtshus og deltage i de samme formålsløse diskussioner, går han de samme spadsereture hver dag og møder de samme mennesker, og på den måde får han “en upersonlig omgangskreds”. Han følger med i det liv som udspiller sig i huset hvor han bor, og i nabohuset. Inde ved siden af bor en sangerinde og han nyder musikken som trænger ind gennem væggen. Bøgerne er hans foretrukne omgangskreds, ikke mindst Balzac, som er blevet “en personlig ven som han aldrig bliver træt af”.

Bogen er forsynet med tegninger af Arthur Sjögren og et efterord af Per Petterson, som bl.a. skriver: “I september havde jeg forladt gymnasiet, et år for tidligt. I året der fulgte fik ensom en helt særlig betydning for mig. Det var som om hans liv var parallelt med mit, selv om han var halvtreds år og jeg var atten. Året med ensom var et vanskeligt år, men når jeg tænker tilbage i dag var det også et rigt år, et afgørende år, og jeg ville ikke have været det foruden.”

»I autofiktionens tidsalder er det slående hvor sindsoprivende levende Strindbergs udforskning af tvivlens og overfølsomhedens nedslag i personligheden fremstår, og så er det simpelthen så sindssygt godt skrevet at både engle og dæmoner må fryde sig.« – Berlingske??????